Idé Grundlag
En forening der favner alle
Idé grundlaget for oprettelse af Foreningen for Aktiv Natur Velvære ved Bildsø Skov og Strand, er baseret på tanken om, at forene og samle et bredt spekter af befolkningen i alle aldre i området, med henblik på aktiv motion og oplevelse i naturen. – En forening, hvor personer i alle aldre og med forskellig baggrunde kan samles og udøve forskellige former for aktiv udfoldelser i og omkring det naturskønne område ved Bildsø Skov og Strand. Det vil sige der skabes muligheder for aktiviteter og oplevelser børn og unge, voksne og ældre, tykke og smalle, eliteidrætsudøveren og den ”almindelige” motionist. Aktiviteterne tager primært sigte på at foregå i sommerhalvåret fra april til oktober. Men fortsætter vinteren over i reduceret udgave med dem der bare ikke kan lade være.
Af de aktiviteter foreningen tilbyder, kan nævnes: Naturgang/stavgang – løb på forskellige niveauer – Mountainbike – Naturfitness – Yoga og kajakroning.
Foreningen råder tillige over 3 Sheltere, som er placeret henholdsvis i Bildsø skov med havudsigt, ved Kongsmark, samt ved Frølunde Fed og også her med havudsigt. Alle Shelterne står til fri rådighed. Dog anbefales det at lave en bookning via vores hjemmeside for den dag man ønsker at overnatte i Shelteren, så er man mere sikker på ikke at skulle rende forgæves.
Da økonomien ikke skal være en hindring for deltagelse, er der en enhedskontingent på sølle 400 kroner om året. For dette beløb kan man deltage ved alle foreningens aktiviteter, som Naturfitness, Yoga og kajakroning. Herunder lån af foreningens kajakker.
KOM OG VÆR MED!